Slægsgården Smedsminde »

 

 

 

Niels Laurits Nielsen – Alias – Niels Smed

 

Jeg vil nu prøve at lave en beskrivelse af min far, med lidt hjælp af Jens, to husker trods alt mere, og som drengen har Jens været nærmere på ham i mange ting.

Niels blev født 12 november 1891 og var nr.2 i søskendeflokken, Dorthe og Jens Smed var forældre, og Anna og Mathilde var de 2 øvrige søskende.

Barndommen kan jeg ikke huske noget specielt om, det var gerne lidt sjove situationer han fortalte om, men han har aldrig været ude som hjorddreng ved fremmede mennesker. Om hans ungdom kan jeg stykke lidt sammen.

Jeg ved han tjente i Aarestrup hos en købmand og møller, og han tjente også på Falster på en gård i Tingsted, der lå nær ved herregården Korselitze.

Han har været elev på Støvring højskole, Malling landbrugsskole og taget et kursus i motorlære på teknologisk institut i København.

Men hans livsbane var jo allerede lagt i faste rammer, da han var 4de generation på slægtsgården, om det var det han allerhelst ville er nok et spørgsmål.

Men kendsgerningen er, at han overtog slægtsgården 18 marts 1925, og på dette tidspunkt var han ikke gift .Så skulle han jo have en husbestyrerinde, og det har jeg hørt historien om i mit voksne liv hvordan det kom i orden.

Min bedstemor Dorthe havde noget familie, Dorthe og Søren Holt, som var forpagter på Ravnborg, de havde haft min mor Anna i tjeneste, og Dorthe Holt mente at hun netop var pigen, far skulle have til husbestyrerinde, hun var usædvanlig dygtig til alt mellem himmel og jord, det har hendes datter Dagmar fortalt Jens og jeg, da var Dagmar selv en gammel dame på 90 år.

Det var nu heller ikke overdrevet, hun var dygtig, og at hun så også så ret godt ud var jo ikke et minus. Det vil jeg nu fortælle en lille sjov ting om.

Da min mor skulle tiltræde som husbestyrerinde, skulle min far hente hende og hendes habengut i Terndrup. Far havde 2 fætre der boede på Terndrupvej her i Astrup, Mads og Marinus, de var begge nogle spasmagere, og de havde lavet den aftale med far, at når han nu kom tilbage skulle han slå knald med pisken, hvis han syntes det lovede godt, og det gjorde han så.

Den 5 maj 1926 blev min far og mor gift i Lyngby kirke, og den 1 maj 1927 blev jeg født og den 3 december 1931 blev Jens født.

Noget af det første min far foretog sig var at bygge en ny kostald, at den så ikke blev så gammel er en helt anden historie.

Gården blev drevet som alsidig landbrug, og der var en tjenestekarl og en tjenestepige og om sommeren en stor dreng omkring konfirmationsalderen, som blev kaldt en

"flytknægt", han skulle trække køerne i marken og hente dem igen og ellers lave andre ting der passede til evner og kræfter.

Der var også 13 tdr. land skov der hørte til gården, og det var en af fars store interesser, det var en meget velplejet plantage, som han fik ros for af Hedeselskabet.

En anden af fars store interesser var hesteavl, især fjordracen, og flere af hans hopper tog præmier ved dyrskuer, der var dog en belgier og en jysk hest imellem, som var en del større, der var jo nok endnu mere trækkraft i dem, men det var de gule nordbagger der havde hans største interesse. her vil jeg lige indskyde at vi havde en karl der tjente i gården i 11 år, Hjalmar hed han og det var ham der stod for at passe hestene, og det var en hel lidenskab for ham, vi havde vist også far mistænkt for, at når Hjalmar blev i så mange år, var på grund af hans samvittighedsfulde pasning af dem. En lille erindring om Hjalmar og hestene: Under 2 verdenskrig da der blev tale om at lave beskyttelsesrum, tænkte Hjalmar mere på hestene og sagde, jeg synes vi skal tømme ajle beholderen, spule den ren og så sætte en jerndør i, så kan hestene stå der. En anden episode om Hjalmars omsorg for hestene, var en gang min mor var oppe på udhus loftet for at hente en kurvfuld brænde, da hun gik ned af trappen gled hendes træsko, og hun rutsjede ned med et ordentlig rabalder. Hjalmar kom løbende og konstaterede, at det var mor der lå der, så sagde han: Nå er det dig jeg var bange for at det var ”Nylse” der havde fået trappen ned over sig. Til orientering vil jeg sige at ”Nylse” var et føl.

Far var også jæger, om der var mere vildt dengang ved jeg ikke, men haresteg om efteråret var ikke sjældent, fasaner, skovduer, agerhøns og vildænder kunne også være på menuen. Jeg kan også huske når der var rævejagt, så var der flere jægere af sted, og så havde de madpakker med og øl og snaps, så tror jeg nok det var lidt muntert.

Men i det hele taget tror jeg godt jeg tør sige, at min far var en livsnyder. Det hele var ikke bare arbejde, der skulle også være tid til fornøjelser, og både min far og mor kunne godt lide at tage ud og se sig om i landet, og det var gerne med vennerne og de kunne godt komme langt omkring på en dag, når de tog tidligt af  sted om morgenen.

Hjemmefra var frokosten pakket, og hen på formiddagen blev der købt rundstykker og kager og primussen var med så de kunne få frisk brygget kaffe. Til aften spiste de ofte på en restaurant hvis de havde været rigtig langt henne. De havde mange modeller på disse ture, under krigen da det blev galt med transporten, lejede de tandemer ( en cykel til 2 personer ) jo det kunne der altid blive tid til.

Mine kusiner og fætre på min mors side har tit sagt, at det var altid så spændende at komme på besøg hos min far og mor, der blev ofte arrangeret tur enten til Madum sø, Brøndbjerg bakker eller bare en tur i skoven med kaffekurv og hvad dertil hører, det var ikke noget de oplevede i deres hjem.

Det hele var ikke bare arbejde hverken for min far eller mor. Jeg husker også at når klokken var 18, så spiste vi aftensmad og så var arbejdet forbi for denne dag, og det var lige meget om det var en travl tid i høst eller lignende, men jeg ved også, at han ville ikke have, at der kunne siges at han ikke kunne få nok arbejde ud af sine folk.

Men der skete også alvorlige ting, i juni måned 1935 brændte udbygningerne til gården, på dette tidspunkt var der stråtag på to af længerne og nu skulle den vestlige længe have nyt stråtag, da postbudet var der om formiddagen sagde han, nå det blev ikke noget nyt vesterhus denne gang. Det gjorde det ikke, det var jo den ugunstige tid i 30erne så det skulle vente.

Men om eftermiddagen ved 13.30 tiden havde den unge pige tømt askeskuffen ud i den spand, som hun plejede at hælde asken i , skønt min mor havde sagt at det måtte hun ikke i dag for der lå så meget løs halm af det gamle tag, men min mor var taget til Terndrup for at besøge sin far og søster, og pigen havde glemt alt om denne advarsel.

Så i løbet af ganske kort tid var  bygningerne ned brændt, dermed også den nye kostald. Jens var da 4 år og han gik oppe på udhus loftet sammen med den unge dreng Peter Jensen, som var i tjeneste denne sommer.

Da flammerne begyndte at løbe i halmen løb Peter selvfølgelig også, så råber Jens, tag mig med Peter, og med Jens i favnen hoppede Peter ned på ladegulvet, der kunne jo være sket noget ganske forfærdelig, mine forældre var jo dybt taknemmelige og Peter fik en høj stjerne hos dem.

Nu var udbygningerne jo brændt og jeg kan huske, at der kom en direktør fra den Alm. Brandforsikring sammen med et par andre mænd for at taksere skaderne.

Om far ved den lejlighed fik interesse for vurderings arbejdet ved jeg ikke, eller om far blev tilbudt jobbet, fordi der skulle en anden til, det ved jeg ikke, men allerede i samme år blev han vurderingsformand i den Alm. Brandforsikring.

Det arbejde var han glad for, og havde det i mange år, på dette tidspunkt i 1935 fik vi også installeret telefon, det var en betingelse. Jeg kan ikke lade være med at fortælle, at da jeg blev de her 12-13 år, ville jeg jo gerne sludre med de veninder som også havde adgang til telefon, men hvis min far havde hørt på det ævl ret længe, så sagde han: Sig dit ærinde så vi kan få en ende på den snak. For ham var telefonen et hjælpemiddel, det var ikke til pjat. Jens derimod var ikke særlig begejstret for telefonen, så hvis han havde været alene hjemme, så meddelte han bare telefonen har ringet flere gange mens I har været væk, jamen hvorfor tog du den så ikke sagde min mor. Fordi det er jo ikke mig de vil snakke med, sagde Jens.

Som børn mærkede vi ikke så meget til krisen i 30erne, i alt fald ikke hvad angik, at være pænt klædt på og få legetøj og den slags, men det har selvfølgelig ikke været en god tid for landbruget. Jens har fortalt, at da han overtog gården, havde min far sagt:

Jeg håber du oplever en bedre tid for landbruget en jeg.

Far var vist det man kan kalde en lun jyde og en særdeles god fortæller, og utallige beretninger og vittigheder kunne han levere, men en ting var sikkert de kunne fortælles i et hvert selskab, de var simpelthen stuerene.

Da far blev begravet omtalte Provst Jordansen  i sin tale også denne egenskab.   

Den 15maj 1949 blev Gunnar og jeg gift og da far på dette tidspunkt godt ville frigøres fra landbruget, tilbød han os at forpagte gården i 5 år, så kunne Jens i disse år komme ud at se sig om ved andet landbrug ,komme på højskole og aftjene sin værnepligt ,og vi fik en hjælpende hånd til at starte med noget for os selv ,og vi fik en hjælpende hånd til at starte med noget for os selv.

Jens skulle jo overtage slægtsgården ,som 5te generation og det gjorde han i 1958 da han blev gift med Jytte.

Far og mor købte et hus i vestbyen, men der kunne stadig blive brug for hans hjælp, både hos Jens og Jytte og hos os.

Der var én plantage på 13 tdr. land skov der hørte til slægtsgården, og den lagde far mange arbejdstimer i. Den var ikke med i forpagtningen, og den blev passet til ug, og var sammen med hvervet som vurderingsformand  for Alm. Brand den ekstra indtægt oveni forpagtningsindtægten af gården.

Jeg er jo godt klar over, at det også var en enorm hjælp og tillid til os for at komme i gang, vi ejede jo ikke noget og var også dybt taknemmelige.

I de 5 år vi havde gården i forpagtning delte vi huset på den måde, at far og mor havde 2 sammenhængende stuer, soveværelset, forgang, der blev lavet køkken i gæsteværelset og så blev der lavet kælder under køkkenet til madvarer, vi havde fælles badeværelse. Vores del bestod af 1 stue, køkken. bryggers, spisekammer og kælder, soveværelse og begge havde vi et værelse på loftet det var udmærket, men alligevel var det bedste at få sit eget.

Som før skrevet, blev far ved  med at give en hjælpende hånd, når der var noget der passede til hans lyst og kræfter, men en ting han blev med næsten indtil sin død var skovarbejdet, hvor han gik og puslede med at holde veje og stier åbne.

Ca. et halvt års tid før han døde og hvor han ikke havde været ude i skoven et stykke tid, spurgte Jens ham en dag om han ikke ville med en tur derud, vi kan køre helt op  så du ikke behøver at anstrenge dig med at gå op af bakken, almindeligvis plejede Jens at parkere bilen udenfor skoven, men nej det ville han ikke. Da var Jens godt klar over at det sidste punktum var sat.

Far døde 14 april 1976 på Terndrup sygehus, hvor han var indlagt med lungebetændelse, han var storryger og havde kronisk bronkitis, vi var godt klar over at det her var nok hans endelige og det var han også selv, livsgnisten var væk.

 

 

 

Dora Bundgaard

21. okt. 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1. generation »

Niels Christensen

Sidsel Poulsdatter

 

 

2. generation »

Dorthe Marie Nielsdatter

Niels Pedersen

 

 

3. generation »

Jens Chr. Nielsen

Dorthe Nielsen

 

 

4. generation »

Niels Laurits Nielsen Smed

Anna Johanne Nielsen Smed

 

 

5. generation »

Jens Chr. Smed

Jytte Smed

 

 

6. generation »

Susanne Smed

Allan Poulsen

 

 

 

Smedsminde© 2010

 

Smedsminde er beliggende i det smukke Sydhimmerland i landsbyen Astrup, der ligger på sydsiden af Rold Skov

 

Smedsminde

993398